Den nye selskabslov træder delvist i kraft den 1. marts 2010

24 februar 2010 (5 måneder, 1 uke ago) Back to Legal News

Bekendtgørelsen, der skal sætte den nye selskabslov delvist i kraft, er i dag blevet optaget i Lovtidende.

Bekendtgørelsen indebærer, at hovedparten af bestemmelserne i den nye selskabslov træder i kraft den 1. marts 2010. Samtidig ophæves aktieselskabsloven og anpartsselskabsloven.

De dele af selskabsloven, der træder i kraft den 1. marts 2010, medfører ændringer på en række områder. Det drejer sig bl.a. om følgende:

  • Minimumskravet til selskabskapitalen i anpartsselskaber nedsættes til kr. 80.000
  • Valgfrihed mellem flere ledelsesmodeller
  • Større fleksibilitet i reglerne om medarbejderrepræsentation
  • Udvidet adgang til at erhverve egne kapitalandele

Nogle få regler træder først i kraft den 1. maj 2010. Det drejer sig om visse regler i forbindelse med indkaldelse til og afholdelse af generalforsamling.

En række af de nye regler kan først sættes i kraft, når alle nødvendige ændringer i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-systemer er afsluttet. Det drejer sig bl.a. om muligheden for delvis indbetaling af selskabskapitalen, muligheden for at undlade vurderingsberetning ved indskud eller udlodning af aktiver samt reglerne om etablering af det offentligt tilgængelige ejerregister.

Følgeloven til selskabsloven, der indeholder ændringer til årsregnskabsloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love, træder ligeledes delvist i kraft den 1. marts 2010. Bekendtgørelse herom forventes optaget i Lovtidende en af de nærmeste dage.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har udarbejdet en vejledning, som indeholder en sammenstilling af lovens og bekendtgørelsens regler. Sammenstillingen gør det muligt at få en kronologisk oversigt over selskabslovens regler, som de er gældende fra henholdsvis den 1. marts 2010 og den 1. maj 2010.

Se vejledning om delvis ikrafttræden af lov om aktie- og anpartsselskaber (selskabsloven)
:http://www.eogs.dk/graphics/nyheder/Vejledning%20SEL%20delvis%20ikraft.pdf

Se Bekendtgørelse om delvis ikrafttræden af lov om aktieselskaber og anpartsselskaber (selskabsloven)
:https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=130440

Hvis du ønsker yderligere information om den nye selskabslov, er du velkommen til at kontakte advokat Michael Camphausen, mca@nordialaw.com